Et spørgsmål og et svar

Tim Pallis

Spørgsmål til den tænke-kloge zen mand:

Man kan kun være uvidende, når man ikke ved det.

Så snart man ved, at man er uvidende, er man det ikke.

Hvornår ved man så, at man er uvidende?

Kh Rie

Kære Rie

Den tænke-kloge zen mand eksisterer ikke! Hvis han er tænke-klog er han ikke zen mand, og hvis han er zen mand er han ikke tænke-klog.

Hvis man praktiserer zen, har man ikke råd til hverken at tænke eller være klog. Den, der føler sig draget af at praktisere zen, gør det, fordi han føler sig alt for rig på tanker og for klog. Hvis vi kunne forenkle vort åndsliv til zen praksis, ville vi udadtil sikkert fremstå som dumme, indadtil blot som årvågne.

Den uvidenhed man kan være, når man ikke ved det, er ensbetydende med, at bevidsthedens refleksive aktivitet ikke længere fungerer. Dette er enten en tilstand af søvn eller samadhi. Det er afgjort en ønskværdig tilstand, fordi den er regenererende. For søvnens vedkommende i en dags

tid, for samadhis vedkommende for livet.

I zen bliver tilstanden alligevel kritiseret som: Kulsort, stagnerende, stillestående, statisk eller død. Der må nemlig finde en genvindelse af bevidstheden sted, en opvågnen (oplysning) fra uvidenhedstilstanden. Man vækkes til bevidsthed igen af et pludseligt sanseindtryk.

Så snart man erkender, at man fundamentalt set er uvidende, er man vågnet op fra sin uvidenhed (Sokrates ved at han ikke ved). Indser man sin uvidenhed er man befriet fra den.

Du siger: "Så snart man ved, at man er uvidende, er man det ikke." Zen træningen går netop ud på, at være begge dele på én gang, men uden det "man", som er det. Det er ulogisk, men sandt.

At være fri af dualismen "viden og uvidenhed" begynder på skællet mellem fundamental uvidenhed og viden derom. Her erkender "man" sin egentlige uvidenhed, men er dermed også trådt ud af den på grund af sin viden derom.

Derfor er dit spørgsmål: "Hvornår ved man så, at man er uvidende?" meget vigtigt.

Det ved "man" i det øjeblik "man" pludselig vågner, genvinder bevidstheden, og indser at "den", der var uvidende og nu vidende ikke længere er tilstede. I dette fravær begynder bevidsthedens refleksive

aktivitet endnu engang at fungere.

I zen praksis drejer det sig om at komme af med alle spørgsmål vedrørende uvidenhed og viden, samadhi og oplysning. Dette kaldes sommetider "viden", andre gange "uvidenhed". Det handler nemlig om at komme af med både den, der ved, og den, der ikke ved. Dette kaldes MU

på japansk, som betyder "ingen". Dette "ingen" er ikke adskilt fra den sansede virkelighed.